Anne Cecilie La Cour går i 2.T på Viborg Katedralsk
ole. Til dagligt er hun på kontrakt i Viborg HK, hvor hun spiller med på liga, hvilket også er grunden til at hun til jul valgte at skifte fra den almindelige STX uddannelse, til den 4-årige linje med Team Danmark. Vi har snakket med AC om hvordan det er at leve et liv, hvor der både skal fokuseres på at få sin gymnasieuddannelse, men samtidig yde 100 % for at opnå sine drømme om at blive professionel.

AC kom til Viborg i 2009 for at gå på Viborg Håndbold College, og har ikke boet hjemme siden da. Hendes familie bor på Sjælland, og med gymnasiet og håndbolden kan det være problematisk at finde tid til at se dem. Da hun kom til Viborg var det uden ambitioner om at blive professionel håndboldspiller, men allerede efter et år på college begyndte hun så småt at drømme om hvad hendes arbejdsomhed kunne føre til. I løbet af 1.g begyndte hun så småt at træne med liga, og i starten af 2.g begyndte det at blive fast ugentligt træning, hvor hun stadig havde sin base på u18 holdet. Da u18 ikke præsterede at komme i årgangens bedste række, besluttede klubben at rykke de bedste spillere videre, da udfordringerne i den næstbedste række var begrænsede. Samtidig med det, blev AC udtaget til u20 landsholdet for første gang, og dette var et stort skridt i den rigtige retning mod drømmen om at blive professionel. Det gjorde også at hun begyndte at overveje hvordan hendes prioritering skulle ligge, med henholdsvis skole og håndbold. Til jul, i 2.g, valgte hun at skifte til den 4-årige linje, så hun kunne finde tid til drømmen og samtidig komme ud med et tilfredsstillende gennemsnit fra gymnasiet – men står valget med skole eller håndbold, ender skolen gang på gang med at blive nedprioriteret, så det har bestemt været den rigtige beslutning for hende at forlænge gymnasiet med et år, da det giver større frihed med lektier og afleveringer. Dog er det underligt at hun i 3.g skal se alle sine klassekammerater få huen på, og se dem rejse ud i verden. AC fortryder ikke et sekund hendes beslutning, men føler ikke der er mange der forstår hende: ”Det er svært at forklare, fordi folk ikke kan sætte sig ind i tanken om at tilbringe næsten alt sin tid på en enkelt sportsgren, og specielt ikke folk fra VK” siger AC og forklarer at håndbold er for hende, som drømmeuddannelsen er for andre. For AC er det lykkes at kombinere drømmen med gymnasiet og for hende er denne løsning den rigtige. Så på trods af folks undren og skepsis, kunne AC ikke finde en anden og bedre måde at leve sin gymnasietid på.

At rejse med offentlig transport kan godt vise sig at være en rigtig dyr oplevelse.
En oplevelse, der indeholder: musikken fra din iPod, utallige marker, børn, der skriger og ham den underlige mand, som sidder ved siden af der lugter og opfører sig mærkeligt. Og fik jeg nævnt de 25kr. en kop kaffe koster med DSB?

Thomas på vej til København med tommel og skilt

Thomas Bidstrup fra 2.D. rejser helt kvit, og frit og oven i hatten får han en masse fede oplevelser med for livet. For når Thomas rejser, foregår det for det meste med tommelfingeren og et skilt.Thomas har blaffet siden 2009, og det har bragt ham mangt og mange fede gratis-oplevelser.

Jeg fandt Thomas på sit kollegieværelse, hvor jeg lige fik et interview om nogle af hans oplevelser, og inspiration til hvordan andre kan komme i gang.

Klik på “more” for at læse interviewet

• Kræver det nogle specielle egenskaber at blaffe?
  Nej, det kræver en tommelfinger og et skilt. Det er faktisk verdens nemmeste ting. Skiltet er dog vigtigt, idet det gør det nemmere for billisten at vide, hvor man gerne vil hen.

• Hvad er det der tænder dig ved at blaffe?
  Samtalen!
  Det er ikke så meget rejsen fra A til B, men mere de personer man møder undervejs, og som hjælper en på vej.
  Man ved nemlig aldrig hvem der samler dig op, og hvilken samtale man får med den ukendte person.
  Med den fremmede kan man snakke om alt mellem himmel og jord, fordi man ikke skal forholde sig til hverken sin egen eller personen, der samler en op, fortid og relationer. Jeg møder selv folk som åbner helt op for mig indenfor 5 min og fortæller hele deres livshistorie. Det er livshistorier fra alle slags personer, lige fra bankdirektøren til eks-narkomanen som fortæller om bagsiden af medaljen.

• Er det et godt alternativ til at rejse?
  Ja! At blaffe er et godt alternativ, hvis man har tålmodigheden. For man kan godt være rigtig uheldig og ende med at står der i 2 timer, men hvis man kan lide ens eget selskab er det ikke noget problem. Det skal dog ikke afskrække folk at man kan risikere ventetid, for jeg har selv prøvet at ruten fra Viborg til København har taget mig 5½ time. Så det handler om at finde de rigtige steder at stå, og tage af sted hjemmefra i god tid.

• Har det givet dig noget specielt?
  Det har gjort mig åben overfor nye mennesker, og det har gjort mig meget tålmodig. Jeg har lært at se det gode i mennesker og stole på det. Jeg tror ikke på, at mennesker er onde per definition, for eksempel blev jeg engang samlet op af en mand, der fortalte at han havde været udsendt 18 gange, og sagde, at han var kendt for at være en voldspsykopat i hjembyen, men alligevel samlede han mig op og kørte mig helt til døren. Så jeg har lært ikke at skue hunden på hårene. Folk er nemlig villige til at gøre dig en tjeneste, fordi de som regel får en tjeneste ud af samtalen.

• Hvorfor syntes du at folk fra VK skulle begynde på det?
  Folk skulle gøre det for at møde nye mennesker, møde nye holdninger og helt andre aspekter til livet end dem du kender fra din sociale omgangskreds. Gør det for at få en anderledes oplevelse! Om du så blot gør det en enkelt gang, så har du gjort det og prøvet noget anderledes, og derved skiller du dig ud fra mængden.

• Hvad er folks reaktion når du siger at du blaffer?
  Det der overrasker mig allermest når jeg fortæller folk at jeg blaffer, er at de ikke tror på mig. Nogle har aldrig hørt om det at blaffe, og andre er overbevist om at de dør, hvis man gør det. Derfor begyndte jeg at blogge, blandt andet for at afmystificere det at blaffe, og for at vise det stadig sker den dag i dag.

• Har du et sidste råd til en som gerne vil ud og blaffe?
  Hav altid din fornuft med dig og stol på din mavefornemmelse. Jeg har med alle mine ture aldrig oplevet en ubehagelig tur, men det betyder ikke at det ikke kan ske. Så husk fornuften og at det er helt i orden at takke pænt nej tak til en billist som holder ind.

Følg Thomas blog og læs mere om hans mange eventyr på www.enblaffersblog.dk

På lørdag er det tid. Det er den mest højtidelige, traditionsrige og skelsættende omgang festivitas, vi i vores alt for korte gymnasietid kommer til at opleve. Skeptikere vil mene at dimissionen overgår galla på alle parametre, men her er det vigtigt at holde for øje, at dimissionen er en ceremoni, og ikke en fest, og derfor kategorisk anderledes og usammenlignelig med galla.

Til galla er det kotume at man klæder sig i sit stiveste puds, og det gælder begge køn. Som stolt indehaver af et Y-kromosom står det mig ganske klart, at medindehavere af et lignende kromosom ikke interesserer sig for den form for påklædning, der er forventes iklædt til galla. Af den årsag vil undertegnede kort opsummere nogle af de uskrevne og skrevne regler der findes omkring passende beklædning til fornemme arrangementer – hav dog i sinde, at disse regler ikke er love, og til hver regel findes der undtagelser:

Skjorten:

-        Skjorten bør være en ”dress shirt”, dvs. lavet af et tyndt materiale som linen, og altså ikke bomuld som hos en Oxford skjorte.

-        Benyttelsen af skorter med huller til manchet-knapper opfordres, men er ikke strengt nødvendigt.

-        Kraven bør være fri, dvs. ikke button-down, og størrelsen afhænger af valget mellem butterfly eller slips – lang krave til slips, kort til butterfly.

-        Da det hører sig til, at man iklæder sig enten butterfly eller slips, er det obligatorisk at skjorten er lukket fra kraven og nedefter.

-        Skjorten skal være i bukserne. Alt andet er sløseri.

Sættet:

-        Det traditionelle outfit til galla er et jakkesæt eller en smoking. Når det er sagt kan en kombination af en blazer og bukser i enten kontrasterende eller komplimenterende farver kan være mindst ligeså fyldestgørende som et traditionelt jakkesæt.

-        Antallet af knapper på blazeren siger noget om jakkens funktion. Er der én knap er det en casual jakke, to knapper er standard, og kun den øverste bør være knappet. Tre knapper på en jakke er en konservativ konstruktion, og her anbefales det at man kun knapper den midterste – er man modsat mig en høj person kan det være klædeligt også at knappe den øverste.

-        Bukserne bør kun stumpe hvis jakkesættet eller bukserne er af en lys farve. Korte bukser i dunkle farver som sort og meget mørke toner ser fjollet ud. Stumpende bukser bør være forbeholdt afslappet beklædning, men kan gå til bukser i lysere farver, inklusive marineblå.

Skoene:

-        Altid mørke sko efter kl. 18. Med mindre du har tænkt dig at skifte sko efter ankomst, betyder det altså at mørke sko er obligatorisk påklædning til galla.

-        Selvom du har mørke løbesko går den dog ikke. Til galla hører der sig enten et par loafers, eller en variation af enten en Oxford eller Derby sko.

Slips eller butterfly:

-        Som nævnt er det påkrævet at iklæde sig den ene af de to. Traditionelt set er butterflyen mere passende til galla, men slipset er et udmærket og acceptabelt alternativ.

-        Da galla er en fornem begivenhed kan knuden på slipset både være en variation af windsor, men også den mere traditionelle og simple four-in-hand, er i orden.

Generelt:

-        Jakken bør være lukket i stående tilstand, og åben i siddende tilstand.

-        Glasset bør holdes med venstre hånd, og ledsageren bør ledsages med højre.

-        Blankvåben bør hænge fra bæltet i venstre side.

1. Du kan nyde en øl alle månedens dage.

2. Du behøver ikke at invitere din øl på en fin middag.

3. Din øl venter altid tålmodigt på dig i hjemmet, mens du arbejder.

4. En øl kommer aldrig for sent.

5. Tømmermænd går væk af sig selv – det gør kvinder ikke.

6. Din øl bliver ikke jaloux, når du tager en anden.

7. Når du går i byen, ved du, at du altid kan få fat på en øl.

8. Når du er færdig med en øl, er den stadig penge værd.

9. En øl bliver aldrig tosset, når du kommer hjem og stinker af en anden øl.

10. Du kan tage mere end en øl ad gangen, uden at få dårlig samvittighed.

11. Du kan dele en øl med dine venner.

12. En øl er altid våd.

13. En øl kræver ikke ligestilling.

14. Du kan tage en øl i fuld offentlighed.

15. Du behøver ikke at vaske en øl, før den smager godt,

16. Øl kan ikke give dig AIDS eller andre dårlige ting.

17. En øl bliver ikke gal, hvis du glemmer at slå toiletbrættet ned.

I år har Minerva også sørget for et program der nok skal ryste Viborg katedralskoles gamle fundament. Som noget nyt i år er der kommet en klasse dyst, hvor klasserne selvfølgelig skal konkurrere i den ædle kunst, at kunne drikke øl, rigtigt meget øl. Hvis det er noget for dig, eller du som 3.g’er lige vil have sat æren på plads, så tag et gik på Facebook-begivenheden hvor der er flere oplysninger om hvordan disse dyster kommer til at foregå.

Kunstneren der gæster vores fest i år vil være Papriko, et band bestående af nogle friske fyr fra Viborg, bla. Mathias Fischer (2.e) der valgte at droppe ud af VK for at forfølge sine drenge drømme sammen med bandet. Deres musikstil er et godt mix af alt det gode fra Hiphop, og i Minerva er vi ikke i tvivl om at de nok skal få sat gang i folk! Der vil selvfølgelig også komme et par Dj’s til dem der bare vil danse til nogen lækre elektroniske toner.

Efter festen er der selvfølgelig den obligatoriske flugt væk fra det trashede VK og ned til Crazy Daisy, hvor der vil være gratis entre og noget at slukke tørsten med efter den lange gå tur. (18+)

Vi håber alle får en fed fest, og især at 3.g’erne får gjort det de ikke fik gjort, og får drukket det de ikke fik drukket, før lyset bliver slukket på deres sidste VK fest.
Ps: sidste chance for at blive guldsut 

God vind dér!

Onsdag
Så blev det endelig onsdagen, hvor vi skulle få besøg fra Kina af vores kinesiske venner. Da vi før efterårsferien var ovre og besøge dem, havde vi ikke regnet med, at de ville komme så tidligt for at besøge os, og at de i det hele taget ville komme herover. Men efter mange forsøg på at arrangerer mødet, så blev dato og tidspunkt fastsat; onsdag d. 18 april, kl. 09:00.

Vi stod alle klar under søjlerne med banner og dannebrogsflag kl. 09:00, men til vores store skuffelse ville kineserne blive forsinket helt til kl. 13:00. Derfor måtte vi gå ud i vores klasser og følge undervisningen. Kl. 14:00 rullede bussen ind på skolen. Normalt er man meget beskeden, når man møder nogen for kun anden gang, men som vi også opdagede i Kina, så knytter kineserne sig hurtigt til os, og vi blev modtaget med masser af knus. Turen kig på kollegiet efterfølgende for at få frokost, og man skulle lige vende sig til, at kommunikere på engelsk, sådan at det også kunne forstås af ens egen kinesiske ven. Min ven hedder Wang Jing, og hun er heldigvis ganske god til engelsk, men stadigvæk er man nødt til at tage engelsk ned på et andet niveau.  Mine forældre kom og hentede os, og vi kørte hjem. Der blev ikke sagt så meget på turen, da jeg tydeligt kunne fornemme, at Wang Jing sugede en masse indtryk af Danmark til sig. Anderledes var det ikke, da jeg tog hende med ud at gå en tur omkring vores gård. Udtrykket ’Åhhhh’ opstod mange gange, og hun fortalte at hun aldrig havde været i en skov før, og at luften her i Danmark var meget ren i forhold til i Kina, hvilket hun var meget vild med. Hele naturoplevelsen gjorde stort indtryk på hende! Jeg tror, at hun generelt er meget overvældet over, hvordan vi bor og lever i Danmark, men hun siger ikke så meget, og spørger ikke rigtig ind til noget, hvilket jeg f.eks. gjorde meget i Kina hos hende.

Torsdag:
Jeg har endnu ikke oplevet, at hun ikke kan lide dansk mad. Hun prøver alt hvad der bliver sat frem til hende. I dag har vi været på skolen med speciel undervisning for os og kineserne, og morgensamling, som var meget specielt for dem at opleve. Et arrangement som bare var for sjov! Derefter tog vi på udflugt til Spøttrup Borg og til Vesterhavet, og faktisk var dette første gang Wang Jing skulle se et hav. Hun var meget begejstret, og dette bevidner om hvor lidt mulighed de egentlig har for at se på naturen. Kineserne er virkelig meget forskellige. Nogle vil helt vildt gerne snakke med os og spørger gerne, mens andre er mere reserveret, og vil hellere observere. Måske er det uhøfligt at spørge for meget?
Om aftenen var der fælles arrangement på skolen sammen med 1. – og 2.g’erne. Der blev serveret forskelligt mad og der var forskellige indslag, hvilket var en stor succes, og kineserne var meget begejstrede. Der skal heller ikke så meget til for at gøre dem glade.

- I store træk er det kinesiske og det danske meget forskelligt. Vi unge danskere er mere modne og udadvendte, og opfører os generelt anderledes. Dette kan gøre kommunikationen meget svær, når man skal omformulerer sig 5 gange med 5 forskellige ord. Sprogniveauet har været den klart største kamp, og man har hurtigt mistet lysten til at blive ved at holde samtalen i gang. Personligt så synes jeg vi skal være meget glade for at bo i Danmark, men jeg tror ikke at kineserne føler det samme. I forhold til Wang Jing, så tror jeg ikke hun ville bytte med mig. Min oplevelse kan godt være anderledes fra de andre, fordi min kineser ikke har været speciel sociale, men jeg tror, vi kan være enige om, at det har været hårdt, at være sammen med nogen, som er så kulturelt og personligt anderledes.

Vi fik den gode idé, at Zhaofeng skulle holde hanen. Det var i det øjeblik, man kraftigt overvejede, om man skulle fyre noget 6. klasses humor af ved at bruge: ”Would you like to stroke the cock?” af. Min pli afholdt mig dog fra dette, og jeg hentede hanen til Zhaofeng. Helt tryg var han dog ikke ved dette moslende, larmende bæst, så jeg blev i stedet bedt om at hente en høne. Sindsoprivende lyder det ikke for os danskere, men for Zhaofeng var det stort. Drengen havde haft en kæleand, men havde ALDRIG nogensinde haft muligheden for at kæle med en præmiehøne. Dette blev naturligvis fotograferet, og Zhaofeng har nu mindst 20 billeder af sig selv med brun høne i favnen.

Zhaofeng var dog langt fra færdig med at vise sit værd overfor os danskere. Turen gik nu ned til søen, hvor en halvrystende Zhaofeng efter nogen overtalelse blev placeret i en halvsmadret båd og trukket rundt i søen. Dette var hans første sejltur nogensinde. Han var så begejstret, at han endda greb en åre og begyndte at ”ro”. Som dansker var det mildt sagt herligt at overvære hans kluntede, men dog helhjertede forsøg på dette.

Efter sejlturen var han kaptajn på fiskekutteren, kørte ræs på de trehjulede cykler og slog søm i med en ægte hammer. Højdepunktet på Mosegaard var dog, da han hørte, at min far havde et luftgevær et eller andet sted i rodet. ”Do you have a gun? A real one?” udbrød Zhaofeng og så ovenud lykkelig ud. Idet han knap kunne styre en trehjulet cykel, undlod jeg dog at lægge sådan en fætter i hænderne på ham.  Det var han også cool med; jeg tror, at tanken om det forestående besøg på en rigtig gård var lidt vildere.

Vi kørte et par kilometer og kom til den gård, hvor Zhaofeng for første gang i sit liv skulle se en levende ko. Han blev iført en kedeldragt (”Oh, now I like Super-Mario from Nintendo”) og kom ud i stalden. Hørmen var lige ved at lægge ham ned. ”Uh, it stinks in here” sagde han halvkvalt. Han standsede dog brat op, da han så hvor stanken kom fra. Hans mund blev nu O-formet, og i et par sekund var han helt målløs.

”It’s big!!” udbrød han for nok 20. gang den dag og gik hen for at klappe det, der i hans øjne var et omvandrende bjerg af oksekød. Zhaofeng brugte lang tid blandt dyrene, og fik bl.a. lært hvad en blonde er. Han fik set de søde ”Baby-cows” og ”the virgin-cows”, og lignede den lykkeligste kineser i verden. Vi kunne godt fornemme, at det her var stort for ham, og det varmede meget at kunne se, at ting som vi tager for givet, kan fascinere et andet menneske så meget. Som afrunding på vores rundvisning skålede vi i råmælk, som Zhaofeng syntes meget godt om og formåede endda at tømme sit glas med denne fløde-blanding.

Jeg håber, at Zhaofengs tur på landet har lært ham en ting eller to om hverdagslivet, der hvor kragerne vender: eksempelvis at kunne kende forskel på Hello Kitty og the real deal samt at cykle lige. Han var en af de få kinesere, der fik muligheden for at fylde lungerne med ammoniak og landluft i stedet for de sædvanlige mængder bilos. Dog håber jeg, at Zhaofeng har nydt denne landtur og har kunnet abstrahere fra mit elendige engelsk og underlige tegnsprog, selvom det har været et kulturchok af de store.

Kinesisk-elev Rasmus Jørgensen 2.A indleder den tredelte fortælling om det kinesiske besøg:

Onsdag d. 18/4 skulle blive dagen, hvor 2. KiBA fra Viborg Katedralskole skulle få et gensyn med deres venner fra Shijiazhuang, Heibei,Kina. Da vi på No. 19 middle school i Shijiazhuang blev modtaget med kæmpe velkomstbanner, den kinesiske tradition tro, blev vi alle meget overraskede og benovede. Ved vores velkomst af kineserne på skolen var der ganske vidst ikke noget kæmpe banner, men tanken var at skolens flotte facade skulle gøre det op for dét. Og da de endelig ankom, fem timer forsinkede, blev de da også meget imponerede over den nu seksogfirs år gamle bygning.

Efter en upåklagelig frokost på kollegiet, tro det eller lad være, stod den på rundvisning på skolen, hvor især festsalen faldt i god jord hos vore venner fra øst. Det blev da også til en kort rundvisning på kollegiets femte gang, hvorefter kaffe, kage og hvad dertil hører blev serveret i kollegiets kantine. For mig personligt, gik turen herefter hjemad til Sundstrup (http://map.krak.dk/ruteplan/) med min kinesiske ven, Wu Jinhao, for hvem det til min store begejstring lykkedes at bestå denengelskprøve, samtlige af de rejsende kinesere har bestået for at deltage. Dagen i dag har vi fordrevet med gåture, billedtagen af solnedgangen, flæskesteg med hele svineriet, kinesisk blomsterte og CL semifinale ml. Barca og Chelsea (Wu Jinhao er stor Barca fan og holder især meget af Messi og Iniesta – han synes mindre godt om Ronaldo, da han finder ham arrogant og usympatisk).

Hvordan kommunikerer i så?

Her ville det være virkelig fedt at kunne skrive, at vi selvfølgelig taler kinesisk hele tiden. Faktum er, at det gør vi ikke. Wu Jinhao har på sin iPhone en translation app, som vi allerede under vores besøg hos dem i Kina, blev rigtig gode venner med! Men jeg må erkende at jeg, selvom de jo er her for at blive bedre til engelsk, forsøger at tale så meget kinesisk som muligt – det er altså bare lidt sjovere!

Hvem er Wu Jinhao?

Wu Jinhao er min ”Zhongguo pengyou”, min kinesiske ven. Han bor i Shijiazhuang, Heibei, Kina (http://da.wikipedia.org/wiki/Shijiazhuang), går i skole på ”No. 19 mi

ddle school” og bor med sine forældre i en ganske nydelig lejlighed med vestligt badeværelse, køkken, stue og tre værelser. På trods af Kinas et-barns-politik, har Wu Jinhao to brødre. Det forholder sig nemlig således, at man kan betale sig fra at få mere end ét barn. Wu Jinhao er den mellemste af tre brødre. Hans lillebror går på en skole for badmintontalenter, hvor han også bor, mens hans storebror studerer filosofi på Yale University i USA. Selv drømmer han om at læse i Beijing og blive fotograf. Hans hobbyer er fotografering, NBA (den amerikanske basketball liga), musik og film. Og så har han en kæreste. Så på sin vis ligner hans liv vores. Men så på den anden siden er også hans familie mærket af ”elite-mentaliteten, der hersker i Kina.

I morgen skal vi have bioteknologi og kinesisk. Efter morgensamlingen går turen efter en frokost på kollegiet til Vesterhavet. Ved tilbagekomst til VK ca. kl. 19 i morgen aften, afholdes et arrangement for alle skolens kinesiskstuderende.

Wu Jinhao er træt efter den lange rejse og er gået tidligt i seng. Det ligner ham ikke.

"Rettidig omhu? Alt hvad der er værd at gøre er værd at gøre ordentligt" - Mærsk Mc-Kinney Møller

Mærsk Mc-Kinney Møller har sat sejl for sidste gang. I går morges sov den 98-årige skibsreder stille ind på Rigshospitalet, og med hans død afsluttes et kapitel i historien om en mand, hans virksomhed og hans nation – men fortællingen er ikke ovre, og hr. Møllers indflydelse på Danmark vil sent blive glemt.

Omtrent et år før skuddene mod den østrig-ungarske tronfølger blev løsnet i Sarajevo, og Første Verdenskrig begyndte, blev Mærsk Mc-Kinney Møller født i Hellerup af Chastine Estelle Mc-Kinney Møller og skibsreder Arnold Peter Møller. Da hr. Møller var midt i sine tyvere, blev han under Anden Verdenskrig sendt til USA, hvor han varetog faderens virksomheds interesser og ikke mindst beviste, at han havde evnerne til at indtage en stadigt mere central rolle i rederiet.

Da faderen døde i 1965, tog den nu 51-årige hr. Møller roret, og resten af historien er folkeeje: Virksomheden blomstrede, og MÆRSK er i dag verdens største containerrederi. Hr. Møller drev desuden også forretninger på adskillige andre områder, herunder udvinding af olie, detailhandel og meget mere. Selv opnåede hr. Møller at blive den højest dekorerede private dansker, og Storkorset af Dannebrog fra 1983 blev i 2000 suppleret med Elefantordenen, Danmarks fineste orden.

Mærsk Mc-Kinney Møller var ubestrideligt Danmarks største erhvervsmand – ikke blot var han den rigeste og den mest indflydelsesrige, han var også en stor DANSKER, der elskede sit land. At holde virksomheden på familiens og ikke mindst på danske hænder og på dansk jord var altid en central prioritet for hr. Møller, ligesom han helt til det sidste aktivt engagerede sig i det danske samfund og som mæcen bidrog til et utal af gode formål. Selv blandt hr. Møllers kritikere – for sådanne følger altid, rimeligt eller ej, i slipstrømmen på et så imponerende livsværk – møder man udpræget respekt for skibsrederen. Ingen har kunnet så tvivl om hr. Møllers arbejdsomhed, præcision, omhyggelighed og ordholdenhed. Med andre ord: Han var en ordentlig forretningsmand og et ordentligt menneske.

“Intet tab bør ramme os, som kan undgås ved rettidig omhu”

Ovenstående er et citat fra et brev, som A. P. Møller sendte til sin søn under opholdet i USA. Læresætningen blev sidenhen et urokkeligt dogme i virksomheden – en forventning eller ligefrem et krav, der på troværdig vis udsprang fra hr. Møller selv og spredte sig til virksomhedens over 100.000 medarbejdere i alle dele af verden. Med hr. Møllers egne ord må man samle sig om en opgave med den allerstørste respekt, når kravet til standarden er intet ringere end det sublime. Rettidig omhu handler ganske enkelt om minutiøst forarbejde og uafbrudt fokus. Fejl kan ikke accepteres, hvis de kunne være undgået.

Med sine uovertrufne resultater, sine værdier, sin ansvarsfølelse og sit nationale engagement skilte hr. Møller sig ud. Han befandt sig i en klasse for sig – en legende blandt de levende. Som tidligere statsminister Poul Schlüter engang udtrykte det, er Danmarks problem ikke, at vi har Mærsk Mc-Kinney Møller, men at vi kun har Mærsk Mc-Kinney Møller. Med sin død efterlader hr. Møller et tomrum. Han var dansk erhvervslivs flagskib – en mand, der nød umådelig stor økonomisk succes, men aldrig lod sig forblænde i jagten på profit. Hr. Møller levede og åndede for sin virksomhed – trivedes den, trivedes han. Fejlede den, fejlede han. Lige til sidste åndedrag.

Mærsk Mc-Kinney Møller glemte aldrig sine principper og prioriterede altid sit ansvar over for ansatte, nation og omverden højt. Hr. Møller blev aldrig nogensinde gammel, hans person blev aldrig passé, og hans ideer og principper vil aldrig blive uaktuelle. Mærsk Mc-Kinney Møller var i sandhed en stor dansker.

Æret være hans minde.

Rick Santorum er ude. Det republikanske ræs om nomineringen kan nu erklæres for afsluttet. Som de fleste forudså, står den stjernerige Mitt Romney tilbage som sejrherren, men det betyder absolut ikke han kan hvile på laurbærende i de kommende måneder. I hovedvalgkampen skal han nemlig stå overfor den bedste valgkampspolitiker amerikansk politik har set i mange mange år – Barack Hussein Obama.

Mitt Romney og hans folk har været gennem et langt og sejt træk i forbindelse med de republikanske primærvalg. Selvom der stadig er en statistisk mulighed for, at han taber nomineringen ved det republikanske partikonvent i Tampa til august, vil vi fremover se Romneykampagnen begynde at fokusere majoriteten af ressourcerne på at få banket Barack Obamas image helt ned i sølet, og det skal gøres inden hovedvalgkampen for alvor bliver skudt i gang. Det er nu de skal støbe fundamentet for hele den republikanske præsidentkampagne, da præsidenten stadig har sine forpligtigelse og derfor er optaget andetsteds. Romney skal prøve at gøre så meget skade på Obama, inden præsidenten for alvor kan rette sit fulde angrebsskyts mod republikanerne.

For man må sige, at Romney går ind til den her dyst som ”underdog”. En af grundene til at Romney har vundet de republikanske primærvalg har været hans utrolige formue og de mange sponsorpenge, der har gjort ham i stand til simpelthen at købe hans modstandere af banen. Dette er ikke en mulighed nu. Man forudsiger, at demokraterne vil bruge op mod 1 milliard dollars på Obamas genvalg. Det er altså en pris selv Mitt Romney og hans venner får svært ved at overbyde.

På grund af at Romneys økonomiske fordel nu ikke længere er nogen afgørende faktor, bliver det nu mere og mere et spørgsmål om hvem der er den bedste valgkampspolitiker. Og der må jeg altså sige, at jeg umuligt kan se Romney klare sig bedre end Obama. Hvis vi ser på valgkampen i 2008, så vandt han, på trods af han var den ukendte kandidat i feltet. Først bankede han Hillary Clinton, en garvet politiker med et yderst velkendt navn, i de demokratiske primærvalg og senere vandt han over republikaneren John McCain, en meget kendt og respekteret politiker med en fortid som soldat (hvilket altid tæller meget op i amerikansk politik).

Obama vandt i 2008 udelukkende på grund af hans formidable taleevner og en yderst velsmurt og velorganiseret kampagnemaskine.  Der er ikke meget der taler imod, at han ikke kan hive en sådan præstation op af hatten igen. Og når han gør det, går i “Obama Campaign Mode” altså, skal Romney virkelig stå tidligt op for at slå ham.

Dermed ikke sagt at det er en umulighed, at præsidentposten går over på republikanske hænder til november. Obama er dybt afhængig af at økonomien forbedrer sig, da det er ham, der skal stå til ansvar for den politik, der er blevet ført de sidste fire år. Hvis ikke den gør det, så kan han meget vel miste sit job. Der skal altså være et sammenspil mellem Obamas form i forhold til valgkampen og nogle ydre faktorer som jobtal og benzinpriser, før tingene virkelig vil klikke.

Hvis der er nogen, der har nogle tilføjelser til det ovenstående eller blot vil fremføre nogle andre pointer, er I velkomne til at gøre det i kommentarsektionen nedenunder.