Tilbud til folkeskoler

Er du som lærer eller skole interesseret i science, musik, sprog og meget mere, så er der rig mulighed for at besøge Viborg Katedralskole.

Læs mere om de workshops, vi kan tilbyde dine klasser.

Brobygning

Tværfaglig brobygning — natur, sprog og science

Biologiskattejagten
!
"

Skal din 6.-7. klasses elever med på jagt efter områdets forskellige dyr?

Eleverne får øjnene op for den natur, der er lige under næsen på dem og lærer, mens de er i bevægelse.

Viborg Katedralskoles Biologiskattejagt afvikles i september 2026 eller maj 2027 og giver dine elever to timer fyldt med forundring og ny viden om de mange arter, vi kan finde ude i naturen.

De to timer består af en lille introduktion og selve skattejagten. Der er pauser undervejs, hvor vi serverer lidt frugt og noget at drikke.

Vi forventer, klassen ledsages af en eller to lærere fra egen skole.

Målgruppe: 6.-7. klasse
Hvornår: I tidsrummet 10-12
(Alternativt 9-11)
Varighed: 2 timer

Vil du vide mere om tilbuddet, kan du kontakte
Lise Zimmer Tolstrup på telefon: 86 62 05 55
eller på mail: brobygning@vibkat.dk

Download PDF

VK tager på Tour
!
"

Skal din skole og elever have fornøjelsen af en koncert spillet af Viborg Katedralskoles dygtige musikelever?

Så tager vi på turné den 5. og 6. oktober 2026, og vi kigger gerne forbi jeres skole!

På en time kommer vi godt rundt i alle genrer.

Vi spiller og synger f.eks. pop, rock, latin og højskolesange, så jeres elever kommer til at opleve en bred vifte af musikalske indslag.

Det er elever fra Viborg Katedralskoles musikstudieretning, der optræder. De er leveringsdygtige i god musik og underholdning, og vi har en professionel lydmand med. Koncerten varer en time.

Vi har brug for tid til at stille vores udstyr op forud for koncerten, og pakke det ned igen efter koncerten.

Alt i alt regner vi med, at det tager 2,5 time.

Tilmelding er først til mølle og senest 1. september 2026
Vi glæder os til at spille for jer!

Målgruppe Udskoling
Hvornår Oktober 2026
Varighed 1 timer

Vil du vide mere om tilbuddet, kan du kontakte
Lise Zimmer Tolstrup på telefon: 86 62 05 55
eller på mail: brobygning@vibkat.dk

Download PDF

Sprog-workshop
!
"

Vil du give din udskolingsklasse en spændende og anderledes sprogoplevelse?

Så meld dem til en sprogworkshop på Viborg Katedralskole.

Vi har tre tilbud beskrevet her, der på forskellig vis kan passe ind i din undervisning i dansk, engelsk eller andet fremmedsprog.

Hvis du vil vide mere kan du kontakte Mette Molsen
på mail: mm@vibkat.dk

EN REJSE GENNEM EUROPA

Tag din klasse med på en sproglig oplevelsestur ned gennem Europa. På rejsen gør vi stop i både England, Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien.

Rejsen er formet som en skattejagt med engelsk og tysk som rejsesprog.

Undervejs lærer eleverne om de europæiske landes sprog og kulturer på en sjov og anderledes måde. Tilbuddet er målrettet 7. og 8.-klasser.

Den eneste sproglige forudsætning er kendskab til engelsk.

Europarejsen løber af stablen onsdag eller torsdag i uge 2. Rejsen varer ca. 3,5 time med frokost og små pauser undervejs.

Vi serverer en lille forfriskning.

Vi rejser afsted 13. og 14. januar 2027.

Ansøgningsfrist 1. november 2026, hvor du kan skrive ønsker til dato.

Målgruppe: 7.-8. klasse
Hvornår 13. og 14. januar 2027
Varighed: 3,5 timer

ER DET DANSKE SPROG DANSK?

Tag din klasse med på en rejse ind i de danske fremmedords historie for at finde svaret på, hvorfor vores sprog ser ud, som det gør.

Underviserne tager eleverne i hånden og ud fra konkrete eksempler vil vi se på, hvor meget af vores sprog der egentligt er dansk og hvor meget, der gennem indflydelse
fra andre sprog og kulturer er kommer til os igennem tiden.

Vi ser på den indflydelse latin, tysk og de mange romanske sprog har haft på det danske.

Workshoppen er tiltænkt 7.-10. klasse og tilpasses det enkelte klasseniveau. Workshoppen tager to timer, og der er indlagt små pauser undervejs, hvor der vil blive serveret en forfriskning.

Workshoppen kan være både formiddag og eftermiddag.
Skriv til os, så finder vi frem til den dag, der passer bedst for dig og dine elever.

Målgruppe 7.-10. klasse
Hvornår Formiddag/Eftermiddag
Varighed: 2 timer

HOW TO RULE THE WORLD!

Hvordan overtager man verdensherredømmet? Med militær eller politisk magt? Gennem udbredelse af kultur? Eller gennem sprog?

Dé spørgsmål kigger vi på sammen med din klasse til sprogworkshop på Viborg Katedralskole.

Vi arbejder med imperiernes storhed og fald, så eleverne får lov at arbejde med faget engelsk og undervejs stifter vi bekendtskab med italiensk og latin på en sjov og
innovativ måde.

Workshoppen er tiltænkt 7. - 10. klasse og målrettes det enkelte klasseniveau. Workshoppen varer to timer.

Der er indlagt små pauser undervejs, hvor vi serverer en
forfriskning.

Workshoppen kan afvikles både formiddag og eftermiddag.

Skriv til os, så finder vi frem til den dag, der passer bedst for dig og dine elever.

Målgruppe 7.-10. klasse
Hvornår: 13. og 14. januar 2027
Varighed: 2 timer

Download PDF

Samfundsfag-workshop
!
"

Vil du give din udskolingsklasse en spændende workshop om international politik eller økonomi?

Så meld dem til en workshop på Viborg Katedralskole.
Vi har to relevante tilbud beskrevet her i hæftet, der på forskellig vis kan passe ind i din undervisning i samfundsfag i udskolingen.

Begge workshops tager udgangspunkt i folkeskolens fagbilag og kan tilpasses til elevernes klassetrin.

Har du spørgsmål eller vil du vide mere om tilbuddet, kan du kontakte Christian Tronier Kapper på mail:
ka@vibkat.dk.

INTERNATIONAL POLITIK OG KONFLIKTER

Teori:
Vi arbejder med aktuelle internationale konflikter som krigen i Ukraine og konflikten mellem Israel og Palæstina.
Eleverne undersøger, hvorfor konflikter opstår, hvilke interesser lande har, og hvordan internationale organisationer som FN, NATO og EU forsøger at skabe fred og samarbejde.

Aktiviteter:
Gennem cases, diskussioner og dilemmaspil arbejder eleverne med konfliktløsning, internationale samarbejder og globale problemstillinger.

Fagligt fokus:
Workshoppen tager udgangspunkt i folkeskolens fagbilag i samfundsfag med fokus på politik, internationale relationer, demokrati og globale samfundsforhold.

Målgruppe: 7.-10. klasse
Hvornår: Formiddag eller eftermiddag
Varighed: 2,5 timer

ØKONOMI OG FORBRUG

Teori:
Vi arbejder med privatøkonomi, inflation, priser og samfundsøkonomi. Eleverne undersøger, hvordan økonomiske beslutninger påvirker både borgere, virksomheder og samfundet, samt hvorfor priser og renter ændrer sig.

Aktiviteter:
Gennem cases og øvelser arbejder eleverne med budgetter, forbrug, økonomiske prioriteringer og aktuelle problemstillinger som inflation og stigende priser.

Fagligt fokus:
Workshoppen tager udgangspunkt i folkeskolens fagbilag i samfundsfag med fokus på økonomi, forbrug, levevilkår og samfundsøkonomiske sammenhænge.

Målgruppe: 7.-10. klasse
Hvornår: Formiddag eller eftermiddag
Varighed: 2,5 timer

Download PDF

Science-workshop
!
"

SCIENCE WEEK

Vil du give din 8.-9. eller 10. klasse en dag fyldt med inspiration, videnskab og interessante eksperimenter?

Så meld dem til en workshop i løbet af SCIENCE WEEK. Workshoppen afvikles i uge 41.

Her lærer eleverne om atomets opbygning, vindmøller, jordskælv og meget mere i vores laboratorier.

På dagen deltager klassen i en workshop i løbet af formiddagen, hvor gymnasiets lærere og elever skaber rammen om en spændende undervisning.

Der er indlagt små pauser undervejs, hvor vi serverer en lille forfriskning. Efter workshoppen er der frokost blandt gymnasieeleverne, hvor der er mulighed for at købe frokost i kantinen og til sidst naturvidenskabelig underholdning ved VK’s Science Show.

Når programmet er lagt, sender vi en besked til dig med eventuelt forberedelsesmateriale og praktiske informationer om dagen.

Har du nogle spørgsmål, kan du rette henvendelse til Peter Arnborg Videsen på pa@vibkat.dk.

FYSIK

RADIOAKTIVITET - for 9. og 10. klasse.

Teori: Vi taler om atomets opbygning, forskellige henfaldstyper, ser på kernekortet og arbejder med radioaktive henfald.

Eksperimentelt: Der udføres eksperimenter med en radioaktiv kilde. Det kan f.eks. være måling af halveringstid for Ba137 eller absorption i forskellige materialer.

Forudsætninger: Kendskab til radioaktive henfald (alfa, beta og gamma)

ENERGI

Teori: Vi ser på forskellige energiformer og omdannelse af energi. Vi undersøger hvor effektive solceller og vindmøller er. Desuden omtales lagring af energi.

Eksperimentelt: Der laves små forsøg med vindmøller og solceller.

Forudsætninger: Kendskab til begreberne energi og effekt.

MATEMATIK

TREKANTER

Teori: Vi beskriver ensvinklede trekanter og definerer funktionerne sinus og cosinus. Vi gennemfører beviset for formler for sinusog cosinusrelationerne i retvinklede trekanter.

Eksperimentelt: Vi gennemgår teori og krydrer undervejs gennemgangen ved at løse forskellige konkrete opgaver, så eleverne får en forståelse for, hvordan teorien anvendes i praksis.

Vi skal blandt andet ud og bruge retvinklede trekanter til at udregne skolens højde.

Forudsætninger: Kendskab til Pythagoras’ sætning og gerne kendskab til opgaveløsning med sinus og cosinus i retvinklede trekanter.

BIOTEKNOLOGI

LAKTOSEINTOLERANCE OG LAKTOSEFRI MÆLK

Teori: Vi arbejder med den genetiske baggrund for, at mennesket kan tåle mælkeprodukter, og hvordan denne evolutionært er opstået.

I forlængelse af dét kigger vi på, hvordan man kan fremstille enzymet laktase ved hjælp af bioteknologiske metoder, samt hvordan man benytter netop laktase i industrien til at fremstille laktosefri mælk.

Eksperimentelt: Fremstilling af laktosefri mælk.

Forudsætninger: Grundlæggende viden om DNA, gener og mutationer.

NATURGEOGRAFI

JORDSKÆLV

Teori: Teori om jordens opbygning og pladetektonik med henblik på at forstå hvorfor og hvor jordskælv forekommer på jorden.

Eksperimentelt: Vi bestemmer et jordskælvs epicenter og styrke ud fra seismogrammer. Vi undersøger, hvordan en tsunamis hastighed er bestemt af havdybden.

Forudsætninger: Ingen.

KEMI

SYRER OG BASER KENDT FRA HVERDAGEN

Teori: Vi definerer syrer, baser, indikatorer og pH. Vi giver eksempler på syrer og baser samt perspektiverer til forurening af verdenshavene.

Eksperimentelt: Ved hjælp af udstyr som pHmeter, burette og magnetomrører undersøges forskellige opløsninger kendt fra dagligdagen.

I laboratoriet foretages en nøjagtig bestemmelse af indholdet af eddikesyre i en flaske sylteeddike.

Forudsætninger: Ingen.

KEMISK BINDING - ORGANISKE REAKTIONER

Teori: Atomets opbygning, kovalente bindinger, polære og upolære molekyler, blandbarhed, alkaner, substitutionsreaktion, fældningsreaktion og pH.

Eksperimentelt: Vi arbejder med modeller, der benyttes til forklaring af eksperimentelle observationer. Vi ser på afbøjning af en vandstråle, blandingsforsøg. I laboratoriet laver eleverne en simpel substitutionsreaktion, hvor reaktionsprodukterne undersøges.

Forudsætninger: Kendskab til Bohrs atommodel.

ASTRONOMI

MÅL SOLEN OG SE STJERNEN BAG VORES LIV

Teori: Vi taler om Solen som stjerne og dens rolle i solsystemet. Eleverne får en introduktion til, hvordan robot-teleskoper fungerer, og hvordan billeder kan bruges til at bestemme astronomiske størrelser som Solens diameter.

Eksperimentelt: Eleverne arbejder i mindre grupper med robot-teleskoper (SeeStar S50) og tager billeder af Solen. Derefter analyserer vi billederne og forsøger gennem observation og beregning at finde frem til Solens størrelse.

Forudsætninger: Eleverne skal medbringe en computer og en lommeregner. Observationer kræver klart vejr – ellers arbejder vi med eksisterende billeddata.

PLANETER

JAGT PLANETER I FJERNE STJERNESYSTEMER

Denne workshop tager udgangspunkt i solsystemet som afsæt for en undersøgelse af
planeter om andre stjerner end Solen.

I denne workshop får eleverne en generel introduktion til solsystemet og exoplaneter. Efterfølgende vil eleverne i mindre grupper arbejde med et modelekperiment af et planetsystem.

Efterfølgende snakker vi om, hvad eleverne har fundet ud af om planetsystemerne, og kobler det til rigtige exoplaneter.

Download PDF

Tilmeld dig her

Tilbud til folkeskoler

Kontaktperson
Fx 9.B
Indtast et nummer fra 1 til 1000.
Kort forklaring

Følg med i vores hverdag på Instagram