Levende historie

Kristendommen kom sydfra, og med den behovet for undervisning. Slesvig og Ribe Stifter oprettedes som de første. Aarhus og Viborg Stifter blev udskilt fra Ribe ca. 1060, og lige siden har der været domkirke i Viborg. Skoleundervisningen er sandsynligvis foregået lige så længe. Den ældste dokumenterede tidsangivelse, 1132, finder vi i den hellige Kjelds levned. Måske findes der en dag flere dokumenter om skolen i Viborg i Vatikanets enorme arkiver. 

Skolen var en del af domkirkens omfattende aktiviteter, og biskoppen var den øverste leder. Skolens daglige drift sørgede en rektor og nogle hørere for. Undervisningen foregik i forskellige af de bygninger, bispestolene rådede over.

Elevforeningen Minerva stiftedes 15. september 1860 af Jesper Elle og syv af hans kammerater fra ældste klasse. Jesper Elle blev den første formand, og medlemstallet voksede langsomt i den følgende tid. Foreningens formål var ”ved oplæsning af digtere at sætte medlemmerne i nøjere bekendtskab med litteraturen og ved mundtlig disputats at øve sig i at udtrykke sig i korthed”. 

Det blev oplæsning af digte, der blev det dominerende, og aften efter aften samledes man og læste op for hinanden af tidens store digtere: H.C. Andersen, Oehlenschäger, Baggesen, Holberg, Winther, Bjørnson m.fl.

Viborg Katedralskole har siden 1926 haft til huse i den nuværende bygning på Gl. Skivevej 2.

Bygningen er tegnet af arkitekt Hack Kampmann.

Hack Kampmann døde desværre under opførelsen af skolen og nåede derfor ikke at se det færdige resultat.

Sønnen, Christian Kampmann, fulgte dog byggeriet til dørs - slutresultatet har siden 1926 været basen for undervisningen på Viborg Katedralskole.

Enkelte elever nåede ansvarsfulde poster i modstandsbevægelsen. Viborg Stifts Illegale Tidende, som var et af byens fremtrædende illegale blade, blev i 1944 redigeret af bagersvend Søren Vestergaard. I forbindelse med razziaen i Viborg d. 23. oktober 2944, hvor Gestapo arresterede 14 Viborgborgere og herved greb dybt ind i modstandsbevægelsens kerne, måtte Søren Vestergaard gå under jorden og forlade byen. Det illegale blad blev herefter overtaget af to af skolens elever, som fortsatte udgivelsen indtil befrielsen, uden tvivl med stor personlig risiko.