Studiehåndbog

På denne side finder du alverdens praktiske oplysninger om skolen - lige fra besøg til vores mange udvalg. Hvis du leder efter noget bestemt, kan du søge efter det her.

A

Art-GK

Er din store interesse musik, billedkunst, musical, teater eller skrivekunst? Vil du gerne dygtiggøre dig, samtidig med at du tager en gymnasieuddannelse?

Så er Art-GK helt sikker noget for dig. I et tæt samarbejde mellem Kulturskolen Viborg og Viborg Katedralskole kan du netop begge dele. 

Læs mere om Art-GK i folderen her.

Antimobbe[-]strategi

På Viborg Katedralskole lægges der vægt på, at der er en god omgangstone og omgangsform. Det forventes, at alle behandler hinanden med respekt, hvad enten der er tale om elever, lærere eller øvrigt personale. Dette gælder også, når man udtrykker sig på skrift og på de sociale medier. Enhver form for mobning er uacceptabel og vil ikke blive tolereret.

Læs strategien her.

Adgangs[-]kortet

I "adgangskortet" kan du se, hvilke fag og niveauer på de gymnasiale uddannelser, der passer til hvilke videregående uddannelser. Du kan tilføje fag og niveauer og se, hvilke nye uddannelser dine valg giver adgang til her

B

Besøg os

Der er masser af muligheder for at blive klogere på Viborg Katedralskole. Både som kommende elev og som klasse. 

Se mere hvordan her.

Brobygning

Hos Viborg Katedralskole er der plads til alle, der har lyst til at opleve, hvordan det er at være gymnasieelev. 

Vælger du brobygning på Viborg Katedralskole sørger skolens elever og lærere for at give dig et godt indblik i, hvordan livet og hverdagen er som elev på skolen. 

Læs mere om brobygning her.

C

Café

Viborg Katedralskoles fredagscafé er en gammel og hyggelig tradition. Caféudvalget som består af 15 elever fra alle årgange, stiller seks gange om året op til en eftermiddag, hvor skolens elever kan mødes med venner og klassekammerater og få en pause fra hverdagens vante rammer.

Til fredagscaféerne er der altid sørget for underholdning i form af temaer, konkurrencer, diverse spil mv. samt mulighed for at købe toast og drikkevarer til SU-venlige priser. Foruden at få en sjov og hyggelig eftermiddag på skolen samt en god start på weekenden giver caféerne rig mulighed for at mødes på tværs af klasser og årgange og er dermed et godt bidrag til skolens sociale liv. Find Café på Facebook her og på Instagram her.

D

Debatklubben

Vi er en hyggelig, elevstyret klub for de, som synes, at debat og holdningsudveksling er spændende. Vi lever i et demokratisk samfund, men ikke i en grad så alle bliver hørt lige meget. Den som tager ordet – og som gør det med stil – er den, som bliver hørt. Debatklubben er en mulighed for at få den stil. Derudover kan man høre andre folks holdninger og måske endda blive lidt klogere på nogle punkter, eller man kan være med til at give andre en ny forståelse for en given problemstilling. Vi debatterer alt, hvad der kan debatteres; alt fra ananas på pizza til aktiv dødshjælp. Så hvis du gerne vil være med til at finde fremtidens løsninger og ikke mindst debattere, så bliv en del af debatklubben. 

Digitale læremidler

Restudy.dk - adgang til videoundervisning 

Minlæring.dk - digital læringsplatform

Infomedia - artikler fra danske medier

EBSCO på skolens netværk - akademiske tidskriftartikler og e-bøger på engelsk

JSTOR - database med artikler, tidskrifter mm.

E

Egenbetaling

Som elev på Viborg Katedralskole betaler du en afgift på 450 kr. for kopier, pc-print m.v. En-dags ekskursioner har en max. betaling på 80 kr. pr. elev. Med hensyn til anskaffelse af lommeregner anbefaler vi, at du venter med at købe, indtil du får nærmere info af din lærer.

F

Facebook

Mød os på Facebook her: Viborg Katedralskole

G

Grøn VK

Grøn VK er skolens klima- of miljøorganisation. Vi arbejder for at skabe en grønnere skole og hverdag for elever og ansatte. Vi arbejder ofte tæt sammen med ledelsen. Vi har bl.a. været med til at skabe en klima-handleplan for skolen. Med over 40 medlemmer har vi stor indflydelse og har iværksat flere grønne initiativer, og vi hjælper såvel kantinen som kollegiet med løsninger på at få mere vegetarisk mad. Vi afholder en årlig klimauge, som er dedikeret til klimaproblematikker - også i undervisningen. VK er blevet tildelt det grønne flag flere år i træk . Grønt VK løfter et vigtigt emne og bidrager til bedre miljø og bæredygtighed. Sammen med lærere og elever arbejder vi for at opnå de fælles mål for en grønnere skole og bidrage til budskabet om det fælles ansvar for miljøet - og for hinanden. Find "Grøn VK" på Facebook her.

I

Instagram

Mød os på Instagram lige her: Viborg Katedralskole

IT på skolen

Brugernavn og password til Lectio modtager du i en SMS inden skolestart i 1.g.

Tryllehat giver adgang til skolens trådløse netværk

Nyeste udgave af Microsoft Office 365. Brugernavn: brugerid@vibkat.dk

Du finder skolens IT-support, Lars og Kenneth, i lok. 106. Deres træffetider ses i Lectio. De kan desuden kontaktes på 30616532/21479633 eller på itsupport@vibkat.dk

L

Lån af biblio[-]teksbøger

Du kan søge efter en bog i skolens bibliotek på 2. sal her.

Lektiecafé

Fire dage om ugen er der lektiecafé i biblioteket, hvor der er faglærere tilstede, som gerne vil hjælpe med lektier og opgaver. Der bliver hygget og arbejdet med lektierne i en afslappet stemning. Alle er velkomne!

På skolens bibliotek:
Mandag kl. 14-16: naturvidenskab/samf.
Tirsdag kl. 14-16: naturvidenskab/humaniora
Onsdag kl. 14-17: naturvidenskab/humaniora
Torsdag kl. 14-17: naturvidenskab

På kollegiet:
Tirsdag: kl. 18.30-20.30
Torsdag: kl. 18.30-20.30

Læse[-]vejledning

Til hver klasse er der knyttet en læsevejleder, der følger klassen igennem alle tre år. Læsevejlederen støtter særligt de ordblinde elever og elever med særlige udfordringer, men læsevejlederen afholder også læsehastighedskurser for alle i klassen. Alle kan kontakte deres læsevejleder.

Henvend dig til Rikke Fjellerup, Anne Zimmer eller Tine Nørgaard Bech på: rf@vibkat.dk - az@vibkat.dk eller tb@vibkat.dk.

Læs folderen om læsevejledning ved at klikke her.

M

Matematik[-]hjælp

Vi har forskellige særlige tilbud og forsøg i gang med matematik. Allerede i grundforløbet screenes alle elever for at kunne målrette undervisningen, og elever med udfordringer i matematik har mulighed for at deltage i særlige forløb og kurser.

Mentor[-]ordning

Nogle elever vil desværre opleve perioder, hvor det af forskellige årsager kan være ekstra svært at få livet som ung til at hænge sammen. Her kan det for nogen være en hjælp at få en mentor at tale med. En mentor som kan hjælpe med at strukturere og støtte. 

Minerva

Minerva er Danmarks ældste elevorganisation og er med til at skabe nogle store og uforglemmelige fester. I løbet af skoleåret sætter Minerva fem store fester op. Den første, er Blomsterbal, hvor alle er fint klædt på, og drengene fra 1g uddeler roser i store mængder. Til den næste fest i efteråret vælger Minerva selv et fedt tema. Nissehuer, julejam og glade elever kendetegner det hyggelige Julebal. I foråret holder vi VK's største fest, Karneval. Hertil hyres som regel en kunstner, som formår at sparke festen helt i top sammen med de mange forskellige kostumer, man møder op i. Skoleårets sidste fest er Prom, hvor vi siger farvel til alle de skønne 3g'ere og gør folk klar til sommeferie med et brag af en fest. At sprede sjove og minderige øjeblikke for alle de festglade elever på VK er Minervas mærkesag. Find "Minerva" på Facebook her.

Musical[-]udvalget

Hvert andet år afholdes der musical på Viborg Katedralskole. Det er en virkelig stor opsætning, hvor alt er elevskabt - manuskript til sceneopsætning og dans. Det er os - eleverne, der bestemmer og udfører alt. Musicalen er et stort fællesskab dannet omkring dette store projekt, som kræver flere måneders forberedelse. Vi har det supersjovt med det, og vi glæder os til at vise resultatet for flere hundrede mennesker. At være med i musicalen er en helt unik oplevelse for VK-elever.

MGP-udvalget

MGP-udvalget står for det årlige MGP-show, hvor alle elever på skolen kan få lov til at deltage og optræde. Det er en stor fest med sang og dans afholdt på en fredag eftermiddag i samarbejde med caféudvalget. Glitter og konfetti kendetegner det hyggelige show for alle skolens elever og lærere, som afsluttes med en vinderafstemning. Men husk, at det bare er noget, vi leger. 

Morgensamling og 'Jinglebandet'

Vi står for Viborg Katedralskoles morgensamlinger. Sammen med lærere og rektor udvælger vi humoristiske indslag og spændende informationer til VK's elever. Vi sørger for, at morgensamlingerne er så underholdende som muligt. Derudover planlægger vi morgensamlingerne med Jinglebandet, der står for den gode stemningmed fed musik imellem indslagene. Udvalget består af elever fra alle årgange. 

N

Novus

En skole er ikke kun de bygninger, undervisningen foregår i. Den er summen af alle, som har deres hverdag på skolen. Formålet med NOVUS er at portrættere VK's sjæl – den levende pulserende ånd, der gør skolen til et helt særligt sted. NOVUS er skolens elevstyrede medieplatform. Vi udgiver video-blogs, artikler og podcasts, der fortæller om stort og småt – helt tæt på elevernes hverdag. Øjebliksbilleder, debatter og julekalender samler eleverne på tværs af årgange og klasser. Alle har en stemme og mulighed for at blive hørt. Vi bestræber os altid på at bringe aktuelle emner, og vi spænder over en bred interessesfære. Så vi har plads til dig! Læs bloggen her og find os på Facebook her.

P

Psykolog[-]ordning

Vi har indgået et samarbejde med PsykologCentret Viborg & Skive. Dette giver os mulighed for at tilbyde elever, der har brug for det, et kortere individuelt psykologforløb eller et gruppeforløb. Et sådant forløb har til formål at give eleverne værktøjer og redskaber til at håndtere de udfordringer, den enkelte måtte opleve. Tilmelding til psykologforløb sker gennem din studievejleder. 

R

Radio Wad-up

Radio Wad Up fungerer som skolens radio. Gruppen blev dannet i 2011 på initiativ på to elever, som manglede musik i frikvartererne og havde viljen til at stable en radio på benene. Den kom til at hedde Radio Wad Up og eksisterer stadig i bedste velgående. Radioen er 100 pct. elevstyret, og vores hovedopgave er at spille musik for eleverne i det store frikvarter. Vi spiller også til fredagscaféerne. Vi spiller al slags musik og tager gerne ønsker og forslag. Derudover poster vi også jævnligt musikrelaterede artikler på vores Facebookside. Radioen er ikke en stor organisation, men ikke desto mindre nyder vi at lægge tid i dette projekt, som vi alle finder super vigtigt og givende. Find "Radio Wad-Up" på Facebook her.

S

Senatet

Senatet er skolens elevråd. Senatet er en elevorganisation for dig, den enkelt elev. Til dagligt styres Senatet af en formand, næstformand og kasserer. Derudover er der to medlemmer fra hver klasse, hvilket bringer os op på ca. 80 medlemmer. Senatets formål er at vende og behandle problemstillinger på skolen med henblik på at skabe trygge rammer for alle skolens elever. Dette sker gennem tæt samarbejde med skolens ledelse, som altid er interesseret i vores input, stort som småt. Senatet fremmer som alle andre elevråd elevdemokrati og debat, men der hvor Senatet er forskelligt fra elevrådet - som du måske kender fra folkeskolen - er, at Senatet har et budget med 'et større rådighedsbeløb'. Dette gør os i stand til at tackle ambitiøse problemstillinger på skolen. Find "Senatet" på Facebook her.

Studie[-]vejledning

Til hver klasse er der knyttet en studievejleder, der følger klassen igennem alle tre år. Studievejlederens vigtigste opgave er at hjælpe og støtte elever til at gennemføre gymnasieuddannelsen, selvfølgelig i tæt samarbejde med teamet og faglærerne. Særligt har studievejlederne fokus på elevernes fremmøde og trivsel. Elever kan altid kontakte deres studievejleder eller kigge forbi studievejledningen.

Studie- og ordensregler

Alle elever på Viborg Katedralskole har pligt til at følge skolens studie- og ordensregler, sådan som de er formuleret nedenfor. Grundlaget for skolens ordensregler er Undervisningsministeriets Bekendtgørelse nr 1077 af 13/09/2017.

Læs reglerne her.

SU

Som elev på VK, er det muligt at modtage SU i kvartalet efter man er fyldt 18 år. For at modtage SU skal man opfylde en række betingelser. Læs mere om disse samt ansøgningsprocessen her

U

Ungdoms[-]kort

Som elev på Viborg Katedralskole er det muligt at søge om et ungdomskort, der giver rabat på offentlig transport til og fra skole. Når man er godkendt til ungdomskortet, kan man derefter købe det hos trafikselskaberne. Ansøg om ungdomskort her.

Y

YouTube

Tjek vores YouTube kanal ud her: Viborg Katedralskole